Snart åbner Kronprins Frederiks Bro igen for vejtrafik

Lukningen af Kronprins Frederiks Bro går snart ind i sin sjette og sidste uge, og fra søndag morgen den 23. april vil broen igen være åben for biler, busser og anden vejtrafik.

Siden 13. marts har Kronprins Frederiks Bro været lukket for vejtrafik, mens Vejdirektoratet har arbejdet med at udskifte dele i broklappen. Lukningen går nu ind i den afsluttende fase, og trafikanterne i området kan se frem til at kunne benytte broen i fuldt omfang fra søndag den 23. april klokken 6.00.

Projektleder Jens Præst Nielsen, Vejdirektoratet, siger:
”Vi vil gerne sige tak for tålmodigheden hos både trafikanter på broen og sejlerne i forbindelse med de indtil videre fem ugers lukning. Arbejdet med broklapperne er skredet frem efter den fastsatte tidsplan, og vi er klar til, at vejtrafikken igen kan passere broen normalt fra morgenstunden søndag den 23. april.”

I den sidste uge med lukningen vil der dog være nogle ændringer for sejlere, fodgængere, cyklister og knallerter i forhold til, hvad Vejdirektoratet tidligere har meldt ud. På grund af en forsinkelse i levering af nye elementer til broklappen, kan det først lade sig gøre at have tre daglige åbninger for sejlerne fra og med onsdag den 19. april til og med søndag den 23. april. Fra og med mandag den 24. april vender broen tilbage til den normale åbningsprocedure for sejlere.

Af samme grund er en af de tidligere udmeldte totalspærringer af broen flyttet fra aftenen/natten mellem mandag den 17. april og tirsdag den 18. april til aftenen/natten mellem tirsdag den 18. april til onsdag den 19. april. Det får betydning for stitrafikken på broen.

Projektleder Jens Præst Nielsen, Vejdirektoratet, siger:
”Vi beklager, at sejlerne må vente nogle dage på, at broen kan åbne igen. Forsinkelsen skyldes en leverance af en vigtig maskindel, der ikke kunne leveres til den aftalte tid. Med hensyn til flytningen af den ene dato for totalspærringen af broen skal vi naturligvis også beklage de gener, der giver for fodgængere, cyklister og knallerter.”

Frem til søndag den 23. april klokken 6.00 vil trafikanterne blive berørt på følgende måde:

Fodgængere, cyklister og knallertkørere kan som hidtil passere broen. Dog bliver broen totalt spærret fra tirsdag den 18. april kl. 19.00 til onsdag den 19. april kl. 06.00 samt igen fra fredag den 21. april kl. 19.00 til lørdag den 22. april kl. 06.00. Dette skyldes arbejde som kræver at broklappen er oppe.

Sejlere, som ikke kan passere under broen, vil i perioden fra og med onsdag den 19. april til og med søndag den 23. april kunne benytte sig af tre daglige broåbninger: kl. 10.00, 14.00 og 18.30. Sejlerne bedes give et varsel minimum 30 minutter før ønsket gennemsejling.

Biler, lastbiler og motorcykler skal benytte Kronprinsesse Marys Bro frem til søndag den 23. april klokken 6.00.

Busser vil køre via Kronprinsesse Marys Bro til og med lørdag den 22. april. I den periode vil der være omlægning af busruterne 230R, 65E, 313, 315, 316, 318 og 98N. Hold dig opdateret i Rejseplanens app eller på deres hjemmeside, og se mere om ændringerne på dinoffentligetransport.dk

Landbrugskøretøjer og knallert 45 skal fortsat undtagelsesvist benytte Kronprinsesse Marys Bro frem til søndag 23. april, da broen er nedklassificeret fra motortrafikvej til landevej.

Avatar photo
Pressen kan kontakte Pia Olsen på alle hverdage mellem 9-15. Tlf 21 33 44 29